|
|
Flot resultat til Goldstrand
KFK blev i weekenden 28.-29. maj 2011 nr. 2 til strandturneringen Goldstrand i Karlshagen i Tyskland. Finalen blev dog aldrig så tæt som håbet, og trods en vedholdende og ihærdig indsats, så formåede KFK ikke at komme tilbage. Vinderen blev fortjent BeachBabies fra Berlin.
Lørdagens puljespil bød på 4 kampe, som alle blev vundet i sikker stil med mindst 5 point. Den sidste puljekamp var mod sidste års vinder Drehst 'n Deckel, og var dermed revanche for KFKs nederlag i den afgørende placeringskamp til Sun of the Beach 2010. Kvartfinalen mod Bonnsais fra Bremen blev et stormløb mod zonen fra Anders og Christian, der skiftedes til at kaste dybt til hinanden.
 Schou finder Jesper i zonen med en high release baghånd
Søndagens semifinale var mod Discipuli fra Berlin, som bestod af en stor del af de største tyske ultimatetalenter fra 1980erne og '90erne, der dog måtte se sig løbet over ende af de også i den sammenhæng unge danskere.
 KFK, fra venstre: Camilla, Kristoffer, Thomas, Freja, Anders, Vinnie, Andreas, Christian, Jesper, Niels & Schou
I finalen kom KFK dog aldrig helt til at spille det gode spil, der havde sikret de foregående 6 sejre. Defencekæden formåede ikke at producere nok blocks, og de erfarne tyskere spillede sig uden om zoneforsvaret. I offence blev der ikke scoret nok, og begge kæder blev presset mere end i de andre kampe og lavede flere personlige fejl. Alligevel var moralen intakt også efter finalen, og alle 11 KFK'ere kan se tilbage på en sjov weekend i Tyskland med både fest og farver til ud på natten, men også godt og solidt spil, og en høj spirit, der sikrede tilråb og klapsalver under finalen trods KFK i den grad var på udebane som eneste ikke-tyske hold.
 Diplom for 2. pladsen
|